Brobyggeri

Jeg synes, at de mennesker, der altid ser glasset som halv tømt og ikke halv fuldt, er fantastiske. De ser muligheder for forandring, hvor de andre blot er tilfredse!

Tilfredse mennesker udretter sgu ikke særlig meget, hvor der er meget mere potentiale for forandring med brokhovederne.

Jeg ved ikke om det bare er mig, men når man kan se, at græsset er grønnere på den anden side, så er det jo bare fordi, at man kan se mulighederne for at det er noget der er mere skønt. Nok kan det være, at det grønne græs på den anden side slet ikke eksistere, en art synsbedrag eller utopi, men så længe at der bliver kastet med sten af dem der bor i glashus, så vil der for mennesket altid være noget at genopbygge, bygge på, rive i eller lave!

Det føles skønt at være tilfreds, men det føles langt federe, at man vil have mere!

Det fantastisk farlige ved denne enten-eller optik er, at vi mennesker elsker den, selvom den jo er det rene djævelskab. Enten eller optikken for at sætte den på spidsen er jo en sørgelig historisk kendsgerning f.eks. blot med nazismen.

Min tanke er, at refleksionen i alle dens betydninger, bygger bro mellem disse polariteter som vi mennesker står og svajer imellem.

Alle mennesker rummer selvsagt refleksionsevnen eller sagt på en anden måde, så er alle mennesker filosoffer - og den måde man bedst kan fange et menneskes interesse på er ved at inspirere vedkommende til at tænke anderledes. I dette rum, hvor der udveksles tanker og hvor der inspireres bygges der bro mellem to eller flere mennesker. Og hvad er det der sker i dette rum? Ikke noget revolutionerende nyt, men blot nærvær. Der sker nærvær.

Hvor der er nærvær er der samhørighed og sympati. Hvor der er sympati er der mennesker der overgiver sig til andre eller et andet menneske. Og er der noget smukkere end denne form for kærlighed og tillid? Nej, vej. Det er jo derfor vi er her skønne medmennesker. For at opnå denne form for brobyggeri mellem jeg og du, mellem jeg og jer. Det er jo det eneste vi vil og det er det eneste vi bruger hele vores liv på. Ellers kan vi ligeså godt melde od ud ad livet med fuldt overlæg, og dem der faktisk melder sig ud gør det ikke med tanker fuld af fornuft men med hjerter fuld af smerte og allerede bare for dem og deres minde må vi for pokker se at bygge nogle flere broer!

Nok kan glasset være halv fuldt eller halv tømt, men glasset er der i det mindste, som ramme for at vi overhovedet kan tænke disse tanker!