Går varsomt rundt i dit snedækkede landskab. Med vat rullet nænsomt om mine fødder nænner jeg dårligt nok, at ytre ord eller tænker tanker. Din larmende tavshed taler til mig. Tiltaler mig. Snesevis af følelser ræser igennem min mave, vender sig og drejer rundt. Forvandler sig hurtigt til sommerfugle.
Du venlige væsen. Med dit sorte blik ser du kun lys overalt. Hvid og skrøbelig er din bolig, men sort er din styrke. Du er der, hvor kragerne vender og hele vejen tilbage. Med dit falkeblik kan du se, men med dit rene hjerte, nænner du ikke at røre. Rørt til tårer vender jeg om og går hen i mod dit sinds exit. Efterlader intet andet end mine dybe spor i din sne. Med fornyet styrke trækker jeg den våde vat af mine fødder og marchere ud i virkeligheden igen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar