onsdag den 24. marts 2010

Brobyggeri

Jeg synes, at de mennesker, der altid ser glasset som halv tømt og ikke halv fuldt, er fantastiske. De ser muligheder for forandring, hvor de andre blot er tilfredse!
Tilfredse mennesker udretter sgu ikke særlig meget, hvor der er meget mere potentiale for forandring med brokhovederne.
Jeg ved ikke om det bare er mig, men når man kan se, at græsset er grønnere på den anden side, så er det jo bare fordi, at man kan se mulighederne for at det er noget der er mere skønt. Nok kan det være, at det grønne græs på den anden side slet ikke eksistere, en art synsbedrag eller utopi, men så længe at der bliver kastet med sten af dem der bor i glashus, så vil der for mennesket altid være noget at genopbygge, bygge på, rive i eller lave!
Det føles skønt at være tilfreds, men det føles langt federe, at man vil have mere!
Det fantastisk farlige ved denne enten-eller optik er, at vi mennesker elsker den, selvom den jo er det rene djævelskab. Enten eller optikken for at sætte den på spidsen er jo en sørgelig historisk kendsgerning f.eks. blot med nazismen.
Min tanke er, at refleksionen i alle dens betydninger, bygger bro mellem disse polariteter som vi mennesker står og svajer imellem.
Alle mennesker rummer selvsagt refleksionsevnen eller sagt på en anden måde, så er alle mennesker filosoffer - og den måde man bedst kan fange et menneskes interesse på er ved at inspirere vedkommende til at tænke anderledes. I dette rum, hvor der udveksles tanker og hvor der inspireres bygges der bro mellem to eller flere mennesker. Og hvad er det der sker i dette rum? Ikke noget revolutionerende nyt, men blot nærvær. Der sker nærvær.
Hvor der er nærvær er der samhørighed og sympati. Hvor der er sympati er der mennesker der overgiver sig til andre eller et andet menneske. Og er der noget smukkere end denne form for kærlighed og tillid? Nej, vej. Det er jo derfor vi er her skønne medmennesker. For at opnå denne form for brobyggeri mellem jeg og du, mellem jeg og jer. Det er jo det eneste vi vil og det er det eneste vi bruger hele vores liv på. Ellers kan vi ligeså godt melde od ud ad livet med fuldt overlæg, og dem der faktisk melder sig ud gør det ikke med tanker fuld af fornuft men med hjerter fuld af smerte og allerede bare for dem og deres minde må vi for pokker se at bygge nogle flere broer!
Nok kan glasset være halv fuldt eller halv tømt, men glasset er der i det mindste, som ramme for at vi overhovedet kan tænke disse tanker!


onsdag den 17. marts 2010

Genopstandelsen

Et skab

Der røre på sig

Angsten

Siver ud

Mellem sprækkerne

Et jeg

Der er klar

På spring

Nu er det

Min tur

Hinde

Der sprænges

Blod der flyder

Vrede blikke

Der vræler

Står og glor

Ned i en

Tom grav

Et veloplagt jeg

I sit stiveste puds

Tonser igennem

Livet

Og glemmer

Hel t at dø

Delte meninger om meningen

Digteren

Der dikterer

Digtets

Mening

Håbløst

Som det end

Lyder

Er det

Hørt!

Enig!

Vedtaget!

Elevens

Kinder

Skammer sig

Vender

Den anden til

Gymnasielæren

Beordrer

Eleven

Til at tage

30 tyske verber

Digteren

Står blottet

Og nøgen

Eleven

Har smidt

Kampuniformen

Gymnasielæreren

Træder vat

Eleven følger trop

Digteren

Holder stadig

Fanen højt

Ja, det fedt

At noget giver mening

I gymnasiet!

Wienerbrødspoesi

Fuldfed poesi

Vælter rundt

I sit eget

wienerbrød

Sultne digte

Ser betænkeligt

til

betragtere

der betragter

betragterne

der har glemt

at betragte

digtere

der stadig kan huske

at fjerne

al overflødigt fedt

fremstår

som knoglevrag

poesi

skal være sulten

og aldrig mæt!

tirsdag den 16. marts 2010

Poesi

ord glider rundt

på tungen

tungen

stikker

næsen frem

et orgie

af sætninger

danner par

og poesi

wanna be digteren - eller not published writer

Glider hurtigt

som en tåre

ned gennem

hvide vægge

glasklare blikke

fanger mig

holder mig fast

du hører ikke til her

siger de og pruster frost

rejser mig

retter mig ud

i mine

rette folder

vandrer ud

i virkeligheden

mens tapper af is

drypper fra

mine skuldre

Graciøs kvinde

Går varsomt rundt i dit snedækkede landskab. Med vat rullet nænsomt om mine fødder nænner jeg dårligt nok, at ytre ord eller tænker tanker. Din larmende tavshed taler til mig. Tiltaler mig. Snesevis af følelser ræser igennem min mave, vender sig og drejer rundt. Forvandler sig hurtigt til sommerfugle.

Du venlige væsen. Med dit sorte blik ser du kun lys overalt. Hvid og skrøbelig er din bolig, men sort er din styrke. Du er der, hvor kragerne vender og hele vejen tilbage. Med dit falkeblik kan du se, men med dit rene hjerte, nænner du ikke at røre. Rørt til tårer vender jeg om og går hen i mod dit sinds exit. Efterlader intet andet end mine dybe spor i din sne. Med fornyet styrke trækker jeg den våde vat af mine fødder og marchere ud i virkeligheden igen.

Som skudt ud af en skraldespand!

Dystre digtere

Dejlige damer

Danske dåser

Døde duer

Dullede dimittender

Raske digte

Rider ranke

Sløj poesi

Varmer bænke

har klemt hver en tone ud ad mine ord

renset dem for al vrede

plastret dem til

med klæbrig vat

lige linjer

lyver

længst

Af brækkede bogstaver

Kommer sætninger i gips

af knækket ord

kommer flækket poesi

lad mig brække nogle bogstaver

og putte dem i noget gips

lad mig støbe nogle sætninger

og brænde dig en omgang

flækket poesi

lad mig knække nogle bogstaver

og putte dem i noget gips

lad mig støbe nogle sætninger

og give dig min helt egen

form for flækket poesi

Bogstaver i gips

Ord i sprit

Luftbåren poesi

Bogstaver der bløder

Ord der vræler

Digtere der klipper strengen over

Digtet er et tavst brøl

digte der hyler i natten

Ligner små lam

Der bræger om dagen

Digteren

Er i virkeligheden

Et får i ulveklæder

Skizofreni - farlig tosse eller følsomt tabu?

Skizofren – farlig tosse eller følsomt tabu?

Jeg mener desværre, at vi hører alt for meget til de farlige psykisk sårbare og alt for sjældent til de velfungerende psykisk sårbare i medierne herhjemme. Det er lige før, at man skal være en kender, enten som behandler, patient eller pårørende for, at vide, at det er, at skære alle psykisk sårbare under en kam, når man tror, siger eller tænker, at alle psykisk sårbare er farlige mennesker.

Jeg tror, at det er en for letkøbt løsning, at holde verden op i en ”jeg er normal” og det ved jeg fordi ”du er unormal” skabelon.

Nogle teorier siger f.eks. også, at vi mennesker for at kunne vide, at vi er normale og besidder frihed, må spærre de unormale eller kriminelle inde og dermed fratage dem deres frihed for at bekræfte vores normalitet. ”Jeg er fri fordi, at du ikke er det” eller ”jeg er normal fordi, at du ikke er det”.

Men er dette ikke en farlig og forkert logik?

Vi spærrer de psykisk syge inde i en fastlåst bås i dag, der formegentlig er resultat af de fysiske indespærringer af de psykisk syge på galeanstalter igennem historien.

På en eller anden måde har vi mennesker brug for at blive bekræftet af vores modsætning og med al magt søge at gøre denne modsætning tavs og utilnærmelig ved at fastlåse denne i en bås. Jeg mener, at det er fordi, at vi ikke tåler forandringer i vores eget ”normale” jeg.

Angsten er angsten for forandringer i vores fundamentale eller eksistentielle væren, nemlig i vores følelse af et stabilt jeg. Af et ”jeg”, som er vedvarende og stabilt igennem hele vores tilværelse.

Måske er ikke-jeget eller det splittede jeg, altså den skizofrene, desto så meget mere skræmmende og utrygt for dette moderne jeg, som med al magt og kraft vil have noget trygt og stabilt at holde sig til. Nemlig sig eller sit selv.

Derfor vil mennesker som repræsenterer det modsatte, nemlig ustabilitet, angst, utryghed og uforudsigelighed for det moderne jeg være ”forkerte” og ”unormale” og må derfor defineres som syge eller i værste fald direkte farlige.

Der er bare det, at de skizofrene jeg har mødt, og jeg har mødt rigtig mange, er ikke og har aldrig nogensinde været farlige for deres omgivelser. Farligheden ligger nemlig ikke i den direkte fysiske trussel, men i de historiske lejringer i vores kultur og dermed også vores sindelag, hvor de sindssyge eller skizofrene, netop er farlige for vores egen skrøbelige selvopfattelse. På denne måde er skizofrenien farlig.

Den skizofrene viser den normale, hvor angstfuld, truet og skrøbelig både psyken og verden kan være og egentlig også er – også for den normale! Heri ligger skizofreniens egentlig farlighed og trussel mod det normale menneske, nemlig mod hans stabile og trygge selvopfattelse og verdensopfattelse, som i sig selv er illusioner.

I en moderne verden, som vi lever i i dag, er tryghed og stabilitet nemlig begreber, som vi ikke ligefrem kan stable op horisontalt, men som ligger fladtrådt eller lineært, og begreber, som forandring, udvikling, parathed, omstillingskraft og effektivitet er horisontale begreber vi i en evighed kan stable på benene og række helt ind i himlen med. Der er ikke det vi som moderne mennesker i en moderne verden ikke kan klare.

Hvorfor kan vi så ikke klare hinanden, som medmennesker?

Den konstant omskiftelige omverden er utryg, angstpræget, og uforudsigelig for det moderne menneske – hvordan tror I så ikke, at det splittede jeg eller den psykisk sårbare oplever omverden? Ligesom dig, bare med lidt ekstra tryk på!

Ikke nok med, at der for den skizofrene kan føles uhyre utrygt og angstpræget indeni den skizofrene selv, men omverden føles på samme måde og oven i hatten skal han også slås med, at samfundet og mennesket stempler ham og ikke vil vide af ham.

Jeg vil ikke på nogen måde underkende, at der findes psykisk sårbare der kan være farlige for både dem selv og andre, men der findes også rigtig mange velfungerende psykisk sårbare, som aldrig har været og ikke er farlige på nogen måder.

Lad os håbe på gennemgribende resultater i skizofreniforskningen en skønne dag, men indtil videre kan I som normale mennesker give os skizofrene lidt ro og tryghed ved at møde os som mennesker og ikke som omvandrende farlige diagnoser.

Mvh.

Cand.mag.

Laila L Pedersen