BitterSortVrede

Det var allerede blevet mørkt
Før du kom ind i mig
Sort på sort på sort
Sortnede du inde i mig

Jeg var dit hylster
For dit raseri og din uhumske vrede

Jeg spyr en djævel
Forbander dig ikke
Men mørkner dig
Gør dig lille forvandler dig til et punkt
I en uendelig cirkel

For evigt vil du vandre
I den mørke tro at det lys du ser
Er din vej ud ad dit helvede

Men det lys du ser
Er blot mine øjne
Der blinker og det punkt du når
blot endnu en lille sort knude
Du ikke kan overvinde

Lyset er der det eksisterer
Bare ikke for dig

Jeg har hermed sunket
Dig ned i en bundløs verden
Af lort og skidt

1-3

1.

Din tilværelse

Er et hjul der drejer

Uden at beklage sig

Du søger mod dybder

Uden at falde i

Din rosa mund

Tåler intet kaos

Du taler

Uden at sige noget

Jeg fanger dig

I et blottet sekund

Uden masker

Mærker at jeg

Elsker dig

Helt ind i højder

Vi aldrig når

Med vores

Blottede hænder

2.

Med stemplet pande

Går jeg oprejst ind

I mængden

Lader kaoset

Af mennesker

Forblive en splint

I mit blik

Nej, det irriterer mig ikke

Det giver mig kvalme

3.

Med knust tyngde

Melder jeg mig selv

Ind i det bedre selskab

Invitation

Når jeg nu

Giver dig

Et stykke af

mit hjerte

Er det ikke et

tilfældigt udfald

Af ensomhed

Jeg vidste ikke

At jeg savnede dig

Før jeg mødte dig

Digt

Min latter

Glemmer alt

Det uvæsentlige

Min sorg

Husker alt

Det væsentlige

Spidser mine læber

Til altid at glemme

Sorgen trækker

Sig sammen

Til et lille sort hul

Der alt frastøder

Lukker sig

Om sig selv

Må jeg le

Mig igennem

Livet

Og lade

Mine læber

Ligne et hjerte

For altid

Hvad f.. er meningen med meningen?

Sad lige og grublede over kunst og smagsdommeri…

Nok kan en kunstner have en mening og/eller budskab med sin kunst, men kunst er vel andet og mere end det?

Nu springer jeg direkte fra kunst og smagsdommeri til kommunikation generelt…

Når jeg ytrer et eller andet eller handler på en given måde, så kan det nok være, at jeg havde en bestemt hensigt eller mening med det, men modtageren kan selvsagt modtage det på en helt anden måde.

Det bliver selvfølgelig forfærdelig kompliceret alt dette med kommunikation, når man først begynder at gå dybere ind i det, men er spørgsmålet ikke et spørgsmål om, at vi hver især projicerer os selv, altså vores opfattelse eller brug af begrebet, vores egne følelser og vores egne tanker omkring det, således, at vi faktisk konstant går rundt og ikke misforstår, men ikke forstår hinanden.

”Vil du have et glas mælk?” dette meget klare spørgsmål kan selvsagt for en neurotikere hurtigt gå hen og blive kompliceret – tænk bare på alle woody allens film! Spørge r han fordi, at han synes jeg trænger til et glas mælk og ikke skal have mere kaffe? Eller omvendt: Siger hun nu ja fordi, at hun tror, at jeg synes, at hun ikke skal have mere kaffe”

I kan godt se det, ik! Det er hylende morsomt at være vidne til, men for neurotikeren er det selvsagt meget svært med kommunikation.

Det jeg har bidt mærke i er, at højtuddannet og i særlig grad humanister, har disse besværligheder med kommunikationen og at mennesker med andre uddannelser kalder en spade for en spade og mener ikke andet en spade (hvilket jeg synes er befriende rent personligt)

Det siger vel også sig selv, at humanister, som er trænet i og arbejder via. studie med analyse og fortolkning, hurtigt kan komme til at projicerer deres faglige kundskaber hen på virkeligheden og derfor mener eller tror, at alt skal analyseres og fortolkes til mindste detalje. Det bliver en art fagskade, som hurtigt kan gå hen og blive til en fuldtidsbeskræftigelse i sig selv og måske en af årsagerne til at mange faktisk misforstår hinanden. Ikke fordi at misforståelsen egentlig var en mulighed i udgangspunktet, men fordi, at neurotikeren som udgangspunkt har den opfattelse af kommunikation, at vi i bund og grund misforstår hinanden. Lidt a´la : Du ser hvad du tror”

Pointen eller konklusionen på dette må blot være, at vi må have tillid til hinanden og tro på, at det bliver sagt eller svaret i en given situation er rigtigt eller ærligt.

Vi må hellere lade fiktion være fiktion eller sagt på en anden måde; lade meningen med meningen ligge, give den lidt luft til bare at være det den er uden alle mulige meta-omsvøb eller lag på lag fortolkninger.

Altså i fiktionens og/eller kunstens verden kan vi alle få frit slag i fortolkninger, meninger, budskaber og analyser, men i virkelighedens verden er det nok lidt mere pragmatisk, at tage tingene for hvad de erJ

Hilsen

En tidligere fuldblods-neurotikerJ

Ømhed

afstanden mellem os

er elastisk

og vi ser snart

at den anden

er så tæt og så fjern

det kræver kun

et lille spring af ømhed

og vi mødes

i et kys

afstanden

trækker igen

i mig

mit hjerte

vendt på vrangen

et forår blomstrer

i mit sind

er lykkelig

Den mærkelige mode - om at være der for andre og om at være voksen

Endnu engang kommer min indre mavesurhed til udtryk...

Synes, at det er fantastisk mærkværdigt, at der blandt mange mennesker altid bliver sagt: "Ja, hun tænker altid på andre før hun tænker på sig selv" - og så er der en masse applauser blandt dem der hører det og der går ligefrem mode blandt nogle grupper af mennesker, i at " man" så skal tænke på andre før sig selv, før man er et "godt" menneske.

Det er da noget selvudslettende, at tænke på andre før en selv! Det kalder i hvert tilfælde ikke på min respekt for det andet menneske, hvis vedkommende sætter sig selv til side for at please eller behage/hjælpe/støtte andre mennesker.

Åh gud! tænker jeg bare. Gider ikke at komme med floskler, men tænker bare, at det er meget fint, at være der for andre etc. men når det kommer til stykket, er man kun sig selv og skal passe på sig selv i dette nogle gange mærkværdige liv og i alle de ting man kommer ud for i denne tilværelse vi nu engang er sat i.

Selvfølgelig skal vi være der for hinanden, men man skal altså først og fremmest være der for sig selv, før man overhovedet med en vis værdighed kan være der for andre. Er det ikke man kalder: at blive voksen?

Nu er det at være voksen sjovt nok heller på "mode" idag, men kan egentlig ikke se problemet i at man tager ansvar for sit eget liv - er der ikke bare det det handler om?

Selvfølgelig kan man stadig være skør, sjov, skæv og helt ude i hampen som voksen, som jeg også fornemmer mange gerne vil være - men hvad er problemet?

Igen er det desværre en enten- eller optik mange ser disse fænomener i.

Voksen = kedelig og ikke-voksen= sådan lidt skør i det, men hvem fandme gider at være teenager hele deres liv. Det er i min øjne et lidt for ungdommeligt fantasteri der er på spil blandt mange mennesker.

Nå, men min konklusion kunne nemt lyde: Vær glad for at blive eller være voksen og så vil du også opdage, at det vigtigste er dig!

Blødt blødt bløder

Et blik der er blødt som kogt pasta

Ruller rundt med øjnene

Slår knuder på sig selv

Dejser om i et fad fyldt med fedt

no name

En hånd fuld af linjer

Skriver sig ind i dit sind

Hvad mon der står?

”jeg giver der hermed en

håndfuld af mit hjerte

selvom d u kun bad

om en flig af min sjæl”

No name

Verden dribler rundt med mig

Er lidt oppe er lidt nede

En frø med sit borende blik puster sig op

Fuglens vinger favner mit hule hjerte

En mand bakser med flade dæk

Tanker tager til tager tilløb

Ingen tanker ender nogensinde

Og aldrig dér hvor punktummet

vender sig selv på vrangen

intet nyt vi ske

alt får bare et nyt skær

Brobyggeri

Jeg synes, at de mennesker, der altid ser glasset som halv tømt og ikke halv fuldt, er fantastiske. De ser muligheder for forandring, hvor de andre blot er tilfredse!

Tilfredse mennesker udretter sgu ikke særlig meget, hvor der er meget mere potentiale for forandring med brokhovederne.

Jeg ved ikke om det bare er mig, men når man kan se, at græsset er grønnere på den anden side, så er det jo bare fordi, at man kan se mulighederne for at det er noget der er mere skønt. Nok kan det være, at det grønne græs på den anden side slet ikke eksistere, en art synsbedrag eller utopi, men så længe at der bliver kastet med sten af dem der bor i glashus, så vil der for mennesket altid være noget at genopbygge, bygge på, rive i eller lave!

Det føles skønt at være tilfreds, men det føles langt federe, at man vil have mere!

Det fantastisk farlige ved denne enten-eller optik er, at vi mennesker elsker den, selvom den jo er det rene djævelskab. Enten eller optikken for at sætte den på spidsen er jo en sørgelig historisk kendsgerning f.eks. blot med nazismen.

Min tanke er, at refleksionen i alle dens betydninger, bygger bro mellem disse polariteter som vi mennesker står og svajer imellem.

Alle mennesker rummer selvsagt refleksionsevnen eller sagt på en anden måde, så er alle mennesker filosoffer - og den måde man bedst kan fange et menneskes interesse på er ved at inspirere vedkommende til at tænke anderledes. I dette rum, hvor der udveksles tanker og hvor der inspireres bygges der bro mellem to eller flere mennesker. Og hvad er det der sker i dette rum? Ikke noget revolutionerende nyt, men blot nærvær. Der sker nærvær.

Hvor der er nærvær er der samhørighed og sympati. Hvor der er sympati er der mennesker der overgiver sig til andre eller et andet menneske. Og er der noget smukkere end denne form for kærlighed og tillid? Nej, vej. Det er jo derfor vi er her skønne medmennesker. For at opnå denne form for brobyggeri mellem jeg og du, mellem jeg og jer. Det er jo det eneste vi vil og det er det eneste vi bruger hele vores liv på. Ellers kan vi ligeså godt melde od ud ad livet med fuldt overlæg, og dem der faktisk melder sig ud gør det ikke med tanker fuld af fornuft men med hjerter fuld af smerte og allerede bare for dem og deres minde må vi for pokker se at bygge nogle flere broer!

Nok kan glasset være halv fuldt eller halv tømt, men glasset er der i det mindste, som ramme for at vi overhovedet kan tænke disse tanker!

Genopstandelsen

Et skab

Der røre på sig

Angsten

Siver ud

Mellem sprækkerne

Et jeg

Der er klar

På spring

Nu er det

Min tur

Hinde

Der sprænges

Blod der flyder

Vrede blikke

Der vræler

Står og glor

Ned i en

Tom grav

Et veloplagt jeg

I sit stiveste puds

Tonser igennem

Livet

Og glemmer

Hel t at dø

Delte meninger om meningen

Digteren

Der dikterer

Digtets

Mening

Håbløst

Som det end

Lyder

Er det

Hørt!

Enig!

Vedtaget!

Elevens

Kinder

Skammer sig

Vender

Den anden til

Gymnasielæren

Beordrer

Eleven

Til at tage

30 tyske verber

Digteren

Står blottet

Og nøgen

Eleven

Har smidt

Kampuniformen

Gymnasielæreren

Træder vat

Eleven følger trop

Digteren

Holder stadig

Fanen højt

Ja, det fedt

At noget giver mening

I gymnasiet!

Wienerbrødspoesi

Fuldfed poesi

Vælter rundt

I sit eget

wienerbrød

Sultne digte

Ser betænkeligt

til

betragtere

der betragter

betragterne

der har glemt

at betragte

digtere

der stadig kan huske

at fjerne

al overflødigt fedt

fremstår

som knoglevrag

poesi

skal være sulten

og aldrig mæt!

Poesi

ord glider rundt

på tungen

tungen

stikker

næsen frem

et orgie

af sætninger

danner par

og poesi

wanna be digteren - eller not published writer

Glider hurtigt

som en tåre

ned gennem

hvide vægge

glasklare blikke

fanger mig

holder mig fast

du hører ikke til her

siger de og pruster frost

rejser mig

retter mig ud

i mine

rette folder

vandrer ud

i virkeligheden

mens tapper af is

drypper fra

mine skuldre

Graciøs kvinde

Går varsomt rundt i dit snedækkede landskab. Med vat rullet nænsomt om mine fødder nænner jeg dårligt nok, at ytre ord eller tænker tanker. Din larmende tavshed taler til mig. Tiltaler mig. Snesevis af følelser ræser igennem min mave, vender sig og drejer rundt. Forvandler sig hurtigt til sommerfugle.

Du venlige væsen. Med dit sorte blik ser du kun lys overalt. Hvid og skrøbelig er din bolig, men sort er din styrke. Du er der, hvor kragerne vender og hele vejen tilbage. Med dit falkeblik kan du se, men med dit rene hjerte, nænner du ikke at røre. Rørt til tårer vender jeg om og går hen i mod dit sinds exit. Efterlader intet andet end mine dybe spor i din sne. Med fornyet styrke trækker jeg den våde vat af mine fødder og marchere ud i virkeligheden igen.

Som skudt ud af en skraldespand!

Dystre digtere

Dejlige damer

Danske dåser

Døde duer

Dullede dimittender

Raske digte

Rider ranke

Sløj poesi

Varmer bænke

har klemt hver en tone ud ad mine ord

renset dem for al vrede

plastret dem til

med klæbrig vat

lige linjer

lyver

længst

Af brækkede bogstaver

Kommer sætninger i gips

af knækket ord

kommer flækket poesi

lad mig brække nogle bogstaver

og putte dem i noget gips

lad mig støbe nogle sætninger

og brænde dig en omgang

flækket poesi

lad mig knække nogle bogstaver

og putte dem i noget gips

lad mig støbe nogle sætninger

og give dig min helt egen

form for flækket poesi

Bogstaver i gips

Ord i sprit

Luftbåren poesi

Bogstaver der bløder

Ord der vræler

Digtere der klipper strengen over

Digtet er et tavst brøl

digte der hyler i natten

Ligner små lam

Der bræger om dagen

Digteren

Er i virkeligheden

Et får i ulveklæder

Skizofreni - farlig tosse eller følsomt tabu?

Skizofren – farlig tosse eller følsomt tabu?

Jeg mener desværre, at vi hører alt for meget til de farlige psykisk sårbare og alt for sjældent til de velfungerende psykisk sårbare i medierne herhjemme. Det er lige før, at man skal være en kender, enten som behandler, patient eller pårørende for, at vide, at det er, at skære alle psykisk sårbare under en kam, når man tror, siger eller tænker, at alle psykisk sårbare er farlige mennesker.

Jeg tror, at det er en for letkøbt løsning, at holde verden op i en ”jeg er normal” og det ved jeg fordi ”du er unormal” skabelon.

Nogle teorier siger f.eks. også, at vi mennesker for at kunne vide, at vi er normale og besidder frihed, må spærre de unormale eller kriminelle inde og dermed fratage dem deres frihed for at bekræfte vores normalitet. ”Jeg er fri fordi, at du ikke er det” eller ”jeg er normal fordi, at du ikke er det”.

Men er dette ikke en farlig og forkert logik?

Vi spærrer de psykisk syge inde i en fastlåst bås i dag, der formegentlig er resultat af de fysiske indespærringer af de psykisk syge på galeanstalter igennem historien.

På en eller anden måde har vi mennesker brug for at blive bekræftet af vores modsætning og med al magt søge at gøre denne modsætning tavs og utilnærmelig ved at fastlåse denne i en bås. Jeg mener, at det er fordi, at vi ikke tåler forandringer i vores eget ”normale” jeg.

Angsten er angsten for forandringer i vores fundamentale eller eksistentielle væren, nemlig i vores følelse af et stabilt jeg. Af et ”jeg”, som er vedvarende og stabilt igennem hele vores tilværelse.

Måske er ikke-jeget eller det splittede jeg, altså den skizofrene, desto så meget mere skræmmende og utrygt for dette moderne jeg, som med al magt og kraft vil have noget trygt og stabilt at holde sig til. Nemlig sig eller sit selv.

Derfor vil mennesker som repræsenterer det modsatte, nemlig ustabilitet, angst, utryghed og uforudsigelighed for det moderne jeg være ”forkerte” og ”unormale” og må derfor defineres som syge eller i værste fald direkte farlige.

Der er bare det, at de skizofrene jeg har mødt, og jeg har mødt rigtig mange, er ikke og har aldrig nogensinde været farlige for deres omgivelser. Farligheden ligger nemlig ikke i den direkte fysiske trussel, men i de historiske lejringer i vores kultur og dermed også vores sindelag, hvor de sindssyge eller skizofrene, netop er farlige for vores egen skrøbelige selvopfattelse. På denne måde er skizofrenien farlig.

Den skizofrene viser den normale, hvor angstfuld, truet og skrøbelig både psyken og verden kan være og egentlig også er – også for den normale! Heri ligger skizofreniens egentlig farlighed og trussel mod det normale menneske, nemlig mod hans stabile og trygge selvopfattelse og verdensopfattelse, som i sig selv er illusioner.

I en moderne verden, som vi lever i i dag, er tryghed og stabilitet nemlig begreber, som vi ikke ligefrem kan stable op horisontalt, men som ligger fladtrådt eller lineært, og begreber, som forandring, udvikling, parathed, omstillingskraft og effektivitet er horisontale begreber vi i en evighed kan stable på benene og række helt ind i himlen med. Der er ikke det vi som moderne mennesker i en moderne verden ikke kan klare.

Hvorfor kan vi så ikke klare hinanden, som medmennesker?

Den konstant omskiftelige omverden er utryg, angstpræget, og uforudsigelig for det moderne menneske – hvordan tror I så ikke, at det splittede jeg eller den psykisk sårbare oplever omverden? Ligesom dig, bare med lidt ekstra tryk på!

Ikke nok med, at der for den skizofrene kan føles uhyre utrygt og angstpræget indeni den skizofrene selv, men omverden føles på samme måde og oven i hatten skal han også slås med, at samfundet og mennesket stempler ham og ikke vil vide af ham.

Jeg vil ikke på nogen måde underkende, at der findes psykisk sårbare der kan være farlige for både dem selv og andre, men der findes også rigtig mange velfungerende psykisk sårbare, som aldrig har været og ikke er farlige på nogen måder.

Lad os håbe på gennemgribende resultater i skizofreniforskningen en skønne dag, men indtil videre kan I som normale mennesker give os skizofrene lidt ro og tryghed ved at møde os som mennesker og ikke som omvandrende farlige diagnoser.

Mvh.

Cand.mag.

Laila L Pedersen