Hvad f.. er meningen med meningen?

Sad lige og grublede over kunst og smagsdommeri…

Nok kan en kunstner have en mening og/eller budskab med sin kunst, men kunst er vel andet og mere end det?

Nu springer jeg direkte fra kunst og smagsdommeri til kommunikation generelt…

Når jeg ytrer et eller andet eller handler på en given måde, så kan det nok være, at jeg havde en bestemt hensigt eller mening med det, men modtageren kan selvsagt modtage det på en helt anden måde.

Det bliver selvfølgelig forfærdelig kompliceret alt dette med kommunikation, når man først begynder at gå dybere ind i det, men er spørgsmålet ikke et spørgsmål om, at vi hver især projicerer os selv, altså vores opfattelse eller brug af begrebet, vores egne følelser og vores egne tanker omkring det, således, at vi faktisk konstant går rundt og ikke misforstår, men ikke forstår hinanden.

”Vil du have et glas mælk?” dette meget klare spørgsmål kan selvsagt for en neurotikere hurtigt gå hen og blive kompliceret – tænk bare på alle woody allens film! Spørge r han fordi, at han synes jeg trænger til et glas mælk og ikke skal have mere kaffe? Eller omvendt: Siger hun nu ja fordi, at hun tror, at jeg synes, at hun ikke skal have mere kaffe”

I kan godt se det, ik! Det er hylende morsomt at være vidne til, men for neurotikeren er det selvsagt meget svært med kommunikation.

Det jeg har bidt mærke i er, at højtuddannet og i særlig grad humanister, har disse besværligheder med kommunikationen og at mennesker med andre uddannelser kalder en spade for en spade og mener ikke andet en spade (hvilket jeg synes er befriende rent personligt)

Det siger vel også sig selv, at humanister, som er trænet i og arbejder via. studie med analyse og fortolkning, hurtigt kan komme til at projicerer deres faglige kundskaber hen på virkeligheden og derfor mener eller tror, at alt skal analyseres og fortolkes til mindste detalje. Det bliver en art fagskade, som hurtigt kan gå hen og blive til en fuldtidsbeskræftigelse i sig selv og måske en af årsagerne til at mange faktisk misforstår hinanden. Ikke fordi at misforståelsen egentlig var en mulighed i udgangspunktet, men fordi, at neurotikeren som udgangspunkt har den opfattelse af kommunikation, at vi i bund og grund misforstår hinanden. Lidt a´la : Du ser hvad du tror”

Pointen eller konklusionen på dette må blot være, at vi må have tillid til hinanden og tro på, at det bliver sagt eller svaret i en given situation er rigtigt eller ærligt.

Vi må hellere lade fiktion være fiktion eller sagt på en anden måde; lade meningen med meningen ligge, give den lidt luft til bare at være det den er uden alle mulige meta-omsvøb eller lag på lag fortolkninger.

Altså i fiktionens og/eller kunstens verden kan vi alle få frit slag i fortolkninger, meninger, budskaber og analyser, men i virkelighedens verden er det nok lidt mere pragmatisk, at tage tingene for hvad de erJ

Hilsen

En tidligere fuldblods-neurotikerJ