Synes, at det er fantastisk mærkværdigt, at der blandt mange mennesker altid bliver sagt: "Ja, hun tænker altid på andre før hun tænker på sig selv" - og så er der en masse applauser blandt dem der hører det og der går ligefrem mode blandt nogle grupper af mennesker, i at " man" så skal tænke på andre før sig selv, før man er et "godt" menneske.
Det er da noget selvudslettende, at tænke på andre før en selv! Det kalder i hvert tilfælde ikke på min respekt for det andet menneske, hvis vedkommende sætter sig selv til side for at please eller behage/hjælpe/støtte andre mennesker.
Åh gud! tænker jeg bare. Gider ikke at komme med floskler, men tænker bare, at det er meget fint, at være der for andre etc. men når det kommer til stykket, er man kun sig selv og skal passe på sig selv i dette nogle gange mærkværdige liv og i alle de ting man kommer ud for i denne tilværelse vi nu engang er sat i.
Selvfølgelig skal vi være der for hinanden, men man skal altså først og fremmest være der for sig selv, før man overhovedet med en vis værdighed kan være der for andre. Er det ikke man kalder: at blive voksen?
Nu er det at være voksen sjovt nok heller på "mode" idag, men kan egentlig ikke se problemet i at man tager ansvar for sit eget liv - er der ikke bare det det handler om?
Selvfølgelig kan man stadig være skør, sjov, skæv og helt ude i hampen som voksen, som jeg også fornemmer mange gerne vil være - men hvad er problemet?
Igen er det desværre en enten- eller optik mange ser disse fænomener i.
Voksen = kedelig og ikke-voksen= sådan lidt skør i det, men hvem fandme gider at være teenager hele deres liv. Det er i min øjne et lidt for ungdommeligt fantasteri der er på spil blandt mange mennesker.
Nå, men min konklusion kunne nemt lyde: Vær glad for at blive eller være voksen og så vil du også opdage, at det vigtigste er dig!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar